Saturday, April 29, 2006

Et postkort fra Mumbai

Så gik endnu en uge. Vi har haft masser af se til, så de helt store udspil på hjemmesiden er det ikke blevet tid til endnu. Men vi tager revanche efter weekendens strabadser. Der er nemlig en bunke oplevelser at fortælle om. :o) I mellemtiden må I hygge Jer med lidt gadebilleder (postkort), som vi har fanget på vores ture rundt i Mumbai. Vi taler tit om alle de øjeblikke vi oplever, når vi bliver transporteret fra et sted til et andet, gennem byen. Der er altid et eller andet at se på...et par køer, heste og høns vader hovedløst rundt i trafikken...nogle små piger tisser på fortovet...20 mænd ser på mens én mand graver et hul i jorden...endnu et slumområde, osv. Der er mennesker i alle afskygninger, som venter på bussen, sover i vejkanten, skifter hjul på noget som minder om et køretøj. Byens fysiske tilstand er på mange områder dyster og grå, men alligevel virker alting så farverigt, energisk og opløftende. Selv en køretur på halvanden time, fra den ene ende af byen til den anden, kan egentlig føles ganske kort, og i sig selv være en stor oplevelse, fordi alting er så anderledes sammenlignet med, hvad vi er vant til hjemmefra. Ikke uden grund, at Indien kaldes kontrasternes land. Vi tror aldrig vi bliver trætte af det.
Hyg Jer!

















Et par shots fra det sydlige Mumbai. Det første fra Colaba. Det næste fra Chowpatty Beach.










Tredje fra området ved 'Mahatma Gandhi Market'. Fjerde fra Powai hvor vi bor. :o)










Femte fra 'Kemp's Corner' i Breach Candy. Sjette fra det sydlige Mumbai.















De sidste fire fotos er fra områder nær Eastern og Western Express Highway, som er de to hovedveje i Mumbai.

Sunday, April 23, 2006

...for at få geografien på plads

Nå...for at gøre en lang historie kort. :o)
Det er nok de færreste, som kender ret meget til Mumbai.
Vi bringer derfor et kort indslag med lidt geografiske/faktuelle oplysninger.
Så er det også nemmere at følge vores færden i byen.


Mumbai, eller Bombay som byen hed tidligere, har omkring 18.000.000 indbyggere. Mumbai er hovedstad i delstaten Maharashtra, beliggende på en ø midt på Indiens vestkyst. Maharashtra huser 97.000.000 mennesker, og er omtrent 8 gange større end Danmark.





Mumbai er forbundet til fastlandet med to dæmninger. Byen har Indiens største havn hvorfra halvdelen af Indiens eksport udskibes.

Distriktet Powai, som vi bor i, ligger centralt i Mumbai, som det er vist på kortet med en rød prik. Vi bor sydøst for selve søen.









Bryllup, guld og glimmer - del 2

Så lykkedes det af få flyttet turen til Rajasthan, så vi skal derfor til bryllup.
Vi tager af sted nordpå fredag d. 5. maj og er væk i 12 dage. Vi returnerer til Mumbai torsdag d. 18. maj.

Nu har Thomas jo også arbejdet i hele 4 uger, så det må da være tid til ferie igen. :o) Og fedt med et indisk bryllup. Måske Stine hopper i en af de fine kjoler fra 'Mahatma Gandhi Market'. :o)

Friday, April 21, 2006

Bryllup, guld og glimmer

I går modtog vi den fineste bryllupsinvitation. En af Thomas' kollegaers søn skal giftes, og vi er inviteret (det siger måske lidt om størrelsen på et Indisk bryllup). Typisk er der flere hundrede gæster inviteret; jo flere jo bedre!
Desværre havde vi dagen inden bestilt en ferie nordpå til Delhi, Agra og Rajasthan, og det falder jo selvfølgelig sammen med brylluppet.

I øjeblikket arbejder vi så på at få ferien flyttet en uge, for det ville godt nok være ærgerligt at skulle gå glip af sådan en mulighed. Men nu må vi se om det kan lade sig gøre at få ferien flyttet; vi må nok hellere lade være med at sætte næsen op efter det, da alting tager lidt længere tid og er lidt mere besværligt her i Indien... Måske er vi så heldige at få en invitation senere, der er trods alt over 100 medarbejdere i Bagwathis, og de har nok mere end et barn hver...

Er allerede begyndt at spekulere over, hvad det koster for overvægt i flyet hjem. De har de fineste markeder med smykker, tasker, sko etc. i et uoverskueligt stort udvalg. De første par guldtasker har allerede fået ny ejer. :-)



Et par fotos fra 'Mahatma Gandhi Market'.

Stine

Monday, April 17, 2006

Lidt galop!

Søndagen bød på den helt store oplevelse.
Vi var af Mike & Karen blevet inviteret til galopløb på Mumbai Race Course.
Mike er FLSs 'man in charge' i Mumbai, og derved Thomas' direkte overordnede, og Karen er Mikes kone, som Stine hænger lidt ud med fra tid til anden. :o)

Galopbanen ligger en lille times kørsel fra Powai, og da det ikke var lykkedes os, at få vores chauffør til at køre, hyrede vi en 'cool cap' til turen.
I vil måske tænke...'hvorfor tog de ikke bare bussen eller toget', og det kan forklares ganske kort. Mumbais sindssyge trafik indbyder ikke til bus og togkørsel for almindelige sjæle, og eftersom det tager minimum en time i bil, lige meget hvor man skal hen, ja, så er bus og tog slet ikke en mulighed. Byen er så kæmpe stor, og selvom vi bor relativ centralt, tager det en time på en god dag (to timer på en dårlig dag), at komme ind til centrum af Mumbai.



Vi mødtes på Restaurant Gallop, i vores 'stiveste puds', sammen med en flok andre expats. Vi var vel 10 i alt. Restauranten var fornem, og den bød på alt fra indisk til hvad vi kender som mere traditionel spise og drikke.


På restauranten var det muligt at satse penge på hestene, da stedet havde sin egen lille bookmaker. Der var 9 løb hvoraf vi overværede de 8. Den helt store gevinst blev det nu ikke til, men økonomien løb da nogenlunde rundt på spillene. :o)

Efter 4-5 hyggelige timer forlod vi stedet og kørte, med den ventende 'cool cap', hjem til Powai igen.
Alt taget i betragtning en stor og speciel oplevelse, som vi nok egentlig ikke havde forventet skulle overgå os i Mumbai.

Sunday, April 16, 2006

...og én til

Lørdag stod vi igen tidligt op. Dagen bød på endnu en tur rundt i Mumbai med vores private chauffør, og det viste sig, at han rent faktisk havde planlagt hele turen for os. Så vi satte os ind på bagsædet, og måtte se hvad dage bragte.

Mumbai er en kæmpe kæmpe stor, beskidt og meget 'træt' by. Byen lider kraftigt under den enorme befolkningsbelastning (ca. 18 mill. mennesker), som vokser stødt dag for dag samt en underudviklet/manglende infrastruktur. Der gøres nu en heroisk indsats for at forbedre dette, og der graves og bygges alle vegne, men der er lang vej igen...


Mange steder ser man små hjem bygget ud på fortovene, som her på 'Bangladesh Road'. Befolkningstilvæksten er så enorm, at staten må se gennem fingre med det, og rent faktisk forsyner bebyggelserne med vand og elektricitet.


På Chowpatty Beach, som er en stor og flot strand, er vandet ualmindelig beskidt, hvilket dog ikke generer de lokale, som bader ved stranden. For 10 år siden var luften her så forurenet, at man ikke kunne se fra den ene til den anden side af bugten, hvilket man heldigvis kan nu, bl.a. fordi man har indført gas som brændstof til taxaer.

Et stort turisttrækplaster er 'Dhobi Ghats'; et kæmpe udendørs vaskeri. Her beskæftiges 5000 mennesker med tøjvask fra hele byen. Ved hjælp af et snedigt system, men uden brug af papir og blyant, lykkes det af få enorme mængder tøj vasket og transporteret frem og tilbage til de rigtige steder i byen. Imponerende!








En brøkdel af det enorme 'Dhobi Ghats'.

Turister for en dag...

Så blev det endelig weekend...og endda en forlænget én af slagsen, for Thomas havde fredag fri (good friday). Vi havde egentlig planlagt en tur nordpå til byen Ahmedabad i staten Gujarat (500 km nordpå), men det viste sig, at en togtur ikke er noget man spontant beslutter sig for. Et par af Thomas' kollegaer morede sig bekosteligt over, at vi med to dages varsel ville tage toget nordpå...en sådan rejse skal nok besluttes et par uger eller 3 før man skal afsted. :o)

I stedet for tog vi på turistrundtur i Mumbai. Turen gik bl.a. til Gateway of India (et symbol den britiske storhedstid) og Elephant Island, en times sejlads fra Mumbai. Øen er kendt for sine grotter med relieffer og udskæringer i klipper fra den 6. århundrede.


Den helt store oplevelse var dog de 'vilde' aber, som bl.a. morede sig med at stjæle chips (en hel pose) fra naive danskere.
Vi var bl.a. også forbi Colaba Market, en farverig og speciel oplevelse.
På markedet sælges alt og overalt.


Et typisk gadebillede i Colaba og et lille udsnit af markedet.






Thomas forsøger sig med de små lækkerier hos en af de lokale i Colaba.


Thursday, April 13, 2006

For at sætte tingene i perspektiv...

Så er det blevet tid til aflønning. :o)
Bhagwati betaler ugentlig diæter, som udbetales kontant i 100 rp. sedler, og det bliver til noget af en bunke. :o)



Til sammenligning er det nogenlunde det beløb en lokal ingeniør, med min erfaring, får udbetalt i løn på én måned. Og her er altså tale om diæter for en uge. Derudover får jeg jo også min normale løn...for at sætte tingene i perspektiv...


Thomas

Tuesday, April 11, 2006

First stop Bandra

I lørdags var vi ude at shoppe lidt i et andet område af Mumbai kaldet Bandra. Området er muslimsk, og et shoppingmekka, bl.a. for guld og diamanter. Vi så os lidt omkring i området og pludselig havde vi 10 mennesker efter os, som ville sælge alt muligt, og vi kunne simpelthen ikke slippe af med dem; mente ikke liiiige vi havde brug for 100 forskellige blomstrede hovedpudebetræk, vaskeklude, div armbånd etc?? Et nej bliver ikke taget for et nej. Heller ikke 43. gang. Det er ganske tydeligt, at hvide mennesker tiltrækker lokale sælgere og tiggere, som l... tiltrækker fluer.







Thomas omgivet af begejstrede skolebørn i Bandra.


Thomas havde et par små tøser med store brune øjne hængende efter sig i armene, som ville have penge. Det er hårdt, men man kan jo ikke redde hele verden, og selv om man så giver dem penge, bliver de ved, fordi de vil have flere. Har også hørt at børnene ikke selv beholder pengene, men må give dem til deres boss. Til sidst var vi nødt til at flygte ind på en Subway, for at ryste hele slæbet af os...det hele bliver hurtigt alt for overvældende...særligt også med en bagende sol i nakken. Trafikken er sindssyg, når man holder for rødt, løber de små børn hen for at tigge, de spotter dig lynhurtigt. Der står han så. En sød lille fyr på måske 4 år, med lillesøster på armen. Hun er nok 1 år, har snot hængende ud af næsen, meget beskidt, og meget meget sød. Med en lille håndbevægelse viser hun, at hun er sulten; den lille fyr ligeså. Og når man holder for rødt, så er det altså for minimum 5 minutter, og de kan, i sådanne situationer, føles som måneder.














Rickshaw under kniven.

Benene oppe!

Ja så er det sgu blevet virkelighed, og vi sidder nu i farverige og larmende Indien! Det er vildt mærkeligt, men jeg er sikker på det nok skal blive en fantastisk oplevelse for os begge to. Thomas er allerede fuld gang med arbejdet, og han virker ret begejstret, og det er jo lidt vigtigt, for det er jo trods alt derfor vi er her...

Jeg nyder at have al den tid jeg kunne ønske mig til bare at gå rundt og kigge, handle lidt, ligge med benene oppe og se fjernsyn ( er allerede flere afsnit henne i Nikolaj og Julie :-) ) Men jeg kan godt mærke at det nok ikke bliver ved med at være lige underholdende i alle 6 måneder... Thomas kommer først hjem fra arbejde kl 18- 18.30, så det kan godt blive nogle lange dage ind imellem. Men jeg har allerede mødt flere, og i går var jeg til coffee morning ved American Womans Club (allerede kl 10.30, så jeg skulle tidligt op...!) Og det var faktisk meget rart at sludre med andre 'expats', som de kalder sig udlændingene, selvom langt de fleste er 10-20 år ældre end mig selv. Jeg snakkede meget med en tysk pige (næsten alle andre er amerikanere eller englændere) på min alder, og hun virkede rigtig sød. Hun har en dreng på 7 mdr., men har nanny hele dagen, så hun har vist masser af tid.
Det lød til at hende den tyske pige gik til noget yoga, så den springer jeg vist på, og I øjeblikket leder jeg efter en cd-rom så jeg kan lære noget hindi, men de er altså ikke så nemme at opstøve; får nok ikke så meget ud af bare at læse mig til det...

Mændene glor eller rettere stirrer på en; de har ingen hæmninger, stopper op og vender sig om på gaden, som om de tror man er fra månen. Bilerne dytter og dytter så man tror det er løgn. Vi bliver vækket af fugle og hunde der gør tidligt tidligt om morgenen, mon ikke man vænner sig til den larm?

Imorgen starter vores maid. Jeg skal jo passe på ikke at overanstrenge mig, hvilket jo ikke er sundt.., så derfor kommer maiden to timer hver dag for at gøre rent, vaske op etc. Men altså hvem gider gøre rent, når det koster 280 kr om måneden, og så kommer hun HVER DAG!

Stine

Sunday, April 09, 2006

Her bor vi

Vi er flyttet ind i en lejlighed i et fint bygningsskompleks kaldet Glengate, beliggende i distriktet Hirandanandani Garden som ligger i kvarteret Powai i det nordøstlige Mumbai. Lejligheden ligger på 7. sal med fornem udsigt over området.



Den indeholder et stort rum fungerende som entre/stue/alrum. Herfra er der adgang til køkken samt separat stue/værelse. I forlængelse af alrummet findes en fordelingsentre med adgang til badeværelse og 2 værelser, hvoraf det ene har adgang til endnu et badeværelse. Lejligheden er vel på omkring 120 m2, og vi har ganske enkelt måtte lukke et værelse af for ikke at blive væk for hinanden.



Lejligheden er i fornem stand efter indisk standard (kan vi vist allerede konkludere efter kun et par dage i landet), og vigtigst af alt er her rent og pænt. Vi kan ellers underholde os med ADSL-forbindelse samt kabel TV med omtrent 1000 kanaler, hvoraf omtrent 1% er nogenlunde brugbare.

Hjem og ud igen

Hjemvendt fra en fantastisk rejse til Thailand og Hong Kong, var det en hård uge vi havde i sigte inden turen igen gik videre til det fjerne østen.
Alle dage blev effektiv udnyttet med at gøre lejligheden på Roarsvej fremlejeklar og diverse 'på gensyn'-arrangementer med familier og venner, og det var et par lettere trætte unge mennesker, som mandag morgen satte sig i flyet i CPH med retning, først mod Frankfurt, senere mod Mumbai.
Turen østpå med Lufthansa gik upåklageligt, selv om den europæiske/tyske flystandard vel nærmest er ikke eksisterende i forhold til de super tip top vilkår vi oplevede på vores tur til Thailand og Hong Kong. Vi ankom til Mumbai lufthavn omkring kl 02.00 lokal tid, og blev her hentet af vores chauffør Mahadev, som bragte os videre til lejligheden omtrent en halv times kørsel fra lufthavnen.
Ved ankomsten til lejligheden var klokken vel omtrent 03.00 og et ventende køleskab med lidt spise og drikkevare blev vel modtaget. :o)
Pga. den sene ankomst havde Thomas fri fra arbejde tirsdag, så her blev tiden brugt på at falde på plads i lejligheden og se os lidt omkring i området.

Til de få som ikke er blevet informeret, er det måske på tide kort
at opridse hvad vi egentlig laver herude.
Thomas, som jo er ansat hos ISC Rådgivende Ingeniører A/s, er på en
udstationeringskontrakt, med løbetid på indledningsvis 6 måneder
(hvilket vel også er tilstrækkeligt), sendt til Mumbai i Indien med det
formål, at assistere Bhagwati Designs Pvt. Ltd. med design af bærende
konstruktioner til cementfabrikker for FLSmidt A/S.
FLS har opkøbt Bhagwati med det formål at få billig rådgivning/design til af de bunkevis af cementfabrikker de opfører rundt omkring i verden.
Inderne har (desværre for FLS) ikke den nødvendige ekspertise og
'know how' til at udføre tilstrækkelig sikre og velfungerende konstruktioner, hvilket FLS med tiden har indset, og nu vil rette op på ved at sende folk fra bl.a. Danmark til Indien for at assistere.
Stine har i den omtalte periode fået orlov fra sit virke på Rigshospitalets Hjerteintensive afdeling, og hun skal vel egetlig bare nyde livet og snuse nye indtryk og oplevelser til sig.
FLS stiller lejlighed til rådighed under udstationeringen. Ligeledes chauffør til og fra arbejde fsva. Thomas.

Det er vores intention, at vi på denne side, vil skrive lidt om vores liv og færden i de måneder, vi nu skal tibringe i Mumbai.
Vi ser frem til nogle spændende oplevelser, og håber I vil bruge lidt tid på siden i ny og næ.

Praktiske oplysninger

Nedenfor lister vi kontaktoplysninger, som kan være relevante, hvis I ønsker at komme i kontakt med os.
Adresse
A/702
7th floor
Glengate CHS Ltd
Hiranandani Garden
Powai, Mumbai - 400 076
India
Telefon
Vi kan normalt træffes på fastnettelefon som følger: +91 22 2570 7223
Thomas har fået mobiltelefon, og kan her træffes på: +91 98 700 10 733

Stine har også fået mobiltelefon, og kan her træffes på: +91 98 339 67 019
SKYPE
Ellers kan vi fanges på SKYPE.
Vi har været så snedige at oprette to brugerprofiler??? Anyway...brugernavne som følger:
Thomas: thomasholstindien
Stine: stinevester
E-mail
Thomas:
thomas@holstjensen.dk
Stine:
stine_v@yahoo.com
Messenger
Thomas:
thomas@holstjensen.dk
Stine:
stinevester@hotmail.com