Wednesday, November 01, 2006

Tamil Nadu og Kerala

Pyha, hvor skal vi starte...
Fredag d. 13/10 fløj vi til Chennai i staten Tamil Nadu på Indiens østkyst, hvorfra vi startede vores ferie, som fik os rundt i det meste af Sydindien.
Chennai er stor og beskidt, og efter halvanden dag dér, hvor vi fik set de største turistattraktioner, blev vi enige om at tage videre til Mamallapuram, hvortil vi tog en lokalbus. 2 timers bustur, og det kostede os hver især 2,50 dkr!
Mamallapuram derimod var et helt fantastisk sted. En lille kystby med en super afslappet stemning, gode restauranter, templer og 'rockcarvings' som er 1500 år gamle, og udnævnt til UNESCO WHS (og dem er der med god grund rigtig mange af i Indien...)










Særlig hellig Ko med 5 ben i Chennai og 'Rockcarvings' i Mamallapuram

Vi kunne nemt være blevet i Mamallapuram meget længere, men vi skulle jo videre i vores program, så allerede dagen efter ankom vi til Pondicherry; en tidligere fransk koloni, hvilket ikke var til at tage fejl af. Pondicherry er en charmerende by med strandpromenade, store boulevarder og små symmetriske gader med flotte huse, store træer og masser af blomster. Meget fjernt fra den typiske indiske by! Vi spiste på en fantastisk restaurant, og vi var på bar med 100 indiske mænd. Kvinderne går åbenbart ikke på bar, og der var vild panik blandt tjenerne, da Stine spurgte efter toilettet :-)
I Pondicherry lejede vi en bil med chauffør som skulle køre os til det ikke så let tilgængelige Tranquebar; den tidligere danske koloni grundlagt i 1620, og derfra videre til Thanjavur. Tranquebar er en meget lille flække med det ydmyge Danesborg Fort, en kirke med Frederik d. 4.s monogram og et kors ved vandet. Et dejligt roligt sted og nationalfølelsen lod sig ikke skjule...










Husfacade i Pondicherry og Danesborg Fort i Tranquebar
















Sri Meenakshi Temple, Madurai og Kirke i Tranquebar










Brihadishwara Temple, Thanjavur

Den eneste men gode grund til at tage til Thanjavur er UNESCO WHS Brihadishwara Temple. Imponerende arkitektur, og vi brugte timer på bare at gå rundt og kigge, ikke mindst på de indiske kvinder i deres flotte sarier og præsterne i deres specielle klæder. Det var lidt 'give and take', for vi var en ligeså stor attraktion for dem, som de var for os, og der blev stillet op til fotografering mere end 1 gang.
4 timers bustur (6 kr pr billet) og vi var i tempelbyen Madurai. Tempelkomplekset Sri Meenakshi er bygget omkring 1625, og består af 4 store indgangs portaler og en masse mindre bygninger. Fra hotellets rooftop restaurant og vores 'dyre' hotelværelse var der den flotteste udsigt over hele komplekset.
Tidligt næste morgen stod endnu en chauffør klar til at tage os til Trivandrum i Kerala. På vejen nåede vi lige omkring Indiens sydligste punkt, Kanyakumari, hvor Det Arabiske Hav og Det Indiske Ocean mødes.
Trivandrum er Keralas hovedstad, og vi følte det næsten som om vi var kommet til et helt andet land. Atmosfæren her var meget mere afslappende, oprigtig og imødekommende end vi på noget tidspunkt har oplevet. Vi havde bl.a en dejlig tur til Kovalam Beach og var endda i ZOO, som overraskende nok bød på væstenlig bedre forhold for dyrene end på Frederiksberg. Dejligt sted.
Så tog vi igen bussen langs kysten til Kochi. 5 larmende timer, hvor 100 dB hornet var mere i bund end ikke (hurra for ørepropper), med foldede hænder, eftersom vi passerede flere forulykkede lastbiler og busser i vejkanten.









Indiens sydligste punkt, Kanyakumari og billede fra havnefronten i Kochi

I Kochi startede vores 'package' som vi havde booket hos et indisk rejsebureau, som indledningsvis havde brillieret med at booke alle vores hoteller i november istedet for oktober, så pakken var blevet lavet helt om, pga manglende ledige værelser. De havde lovet os en uforglemmelig oplevelse, og vi havde ikke kørt mere end 20 min, før vi var involveret i et trafikuheld. 1 time senere var vi på farten igen, i vores 'brand new Tata Indica' (nu med buler..) Vi havde ellers en fantastisk tur. Tilbragte bl.a et døgn i Keralas Backwaters på egen kæmpe luksushusbåd med 3 mands besætning til at opvarte kun os. Vi var i skønne Munnar, som ligger i 2500 m højde og hvor bjergsiderne er beklædt med 'tæpper' af teplanter. Smukt smukt. Vi så vilde elefanter og bisons i Periyar Wildlife Sanctuary. Turen endte i Kochi hvor vi også startede, og her havde vi så et par dage på egen hånd. Kochi bærer tydelig præg af tidligere både portugisisk og hollandsk tilstedeværelse, og endnu engang en charmerende by med en dejlig afslappet stemning og gode restauranter og caféer. Fredag nat tilbragte vi i en elendig bus for at komme til Mangalore, hvorfra vi skulle videre med tog til Mumbai. I Mangalore nåede vi at få set en stor del af byen, ligge og flyde på stranden og spise middag på byens fineste restaurant. Søndag aften kl. 22, efter 21 timer i toget, var vi tilbage i Mumbai, hvor en god nattesøvn endelig ventede os.















Teplantage, Munnar og skønne Kovalam Beach, Kerala










Periyar Wildlife Sanctuary og Houseboat, Backwaters i Kerala










Chinese Fishingnets og skolebørn i Kochi

Det har været en fantastisk ferie med mange indtryk og helt unikke oplevelser, men også udmattende og ekstremt udfordrende. Inderne er et meget specielt folkefærd, som overskrider ens egne grænser gang på gang. På den måde er det meget godt, at vi har boet i vores beskyttede bydel i Mumbai, ellers havde vi nok ikke overlevet de 9 måneder.

3 Comments:

At 3:52 AM, Blogger Allan Østbjerg said...

Hold kæft det ser godt ud. Sikke billeder og oplevelser!

 
At 12:06 AM, Anonymous Anonymous said...

I fortæller så levende, at vi oplever det hele her hjemme i stuen. Vi glæder os dog til sammen med jer at opleve en smule af det om ca 3 uger.
Det er fantastiske billeder I får taget.
far og Mogens

 
At 5:02 PM, Blogger Stine & Thomas said...

Vi glæder os også meget til at vise Jer noget af dette tossede men fantastiske land, vi efterhånden har tilbragt 8 måneder i. Husk nu at medbringe masser af plads i kufferten ;-)

 

Post a Comment

<< Home