December i Mumbai

Torsdag aften d. 30/11 ankom Stines forældre, Lilli og Mogens, til Inderland. Allerede fredag stod den på sightseeing, så der var ikke tid til jet-lag. Og hvorfor ikke starte med en rigtig inderoplevelse. På vej sydpå blev vi stoppet af politiet, som mente at Bhagwatis' firmabil ikke måtte køre med turister. Mahadev (vores chauffør) fik derfor en bøde på 200 rs, som er 25 kr, hvorefter politiet lod os køre videre... Nå vi fik set Gateway of India, Taj Mahal Hotel og Elephant Island. Lørdag skulle vi til bryllup hos en af Thomas' kollegaer, Santosh, og det var for os alle en stor oplevelse, også selvom det var det 3. af slagsen for os. Søndag var vi til galopløb på Mahalaxmi Race Course med Stines veninder og deres familier, hvilket var super hyggeligt. En dag i luksus, hvor vi spiste og drak, og kun bevægede os udenfor for at se opløbet. Overskud var der intet af, men vi havde det sjovt så længe det varede.















Mandag blev Stines forældre sendt til Matheran til Verandah in the Forest, hvor også vi var på besøg engang i juni. De havde en god tur og fik oplevet lidt af Indien på egen hånd. Mogens måtte bl.a kaste alt hvad han havde i hænderne af colaflasker o.lign fra sig, i frygt for at blive overfaldt af en hidsig abe, og var flere gange tidlig morgen oppe at skænde på en stakkels Inder over den farlige larm på taget, indtil han fandt ud af, at det også var aberne, der var på spil. Onsdag og torsdag blev brugt på mere sightseeing og shopping inden vi fredag tog til Goa, hvor 4 skønne dage ventede os. Super lækkert hotel, kæmpe pool, fantastisk strand, 37 grader, gode restauranter og billig mad, så kan man vel ikke ønske sig mere. Vi fejrede Mogens' fødselsdag om lørdagen, ikke det værste sted at holde fødselsdag i december... Vi fik i løbet af de 4 dage ikke andet end frisk fisk og skaldyr, kølig hvidvin og kolde Kingfisher (øl). Det er højsæson i Goa, og det var skægt at se, hvordan det sted også kan være. Selvom Thomas har været der 1 gang før, og Stine lidt flere, så har det været under monsunen, hvor der næsten ingen mennesker er. Nu var strandene fyldt med små barer og restauranter, livemusik, vandsportsaktiviteter og mange mennesker. Det mindede rigtig meget om Thailand, og efter alle vores rejser rundt i Indien, forventede vi absolut ikke, at det her land kunne være eller blive gearet til turisme, som fx Thailand, men de fik på falderebet altså bevist det modsatte.


















'Catch of the day' vises frem, og Mogens og Thomas bestemmer sig for Hajen.

Hyderabad - City of Pearls

Thomas skulle sidste mandag på det længe planlagte kommunikationskursus i Hyderabad i staten Andhra Pradesh, som bl.a. er kendt for sin handel med perler, med både danske og indiske medarbejdere. Søndag aften var der get-together middag hos Mike og Karen med 45 gæster fra FL. Smidth og Bhagwatis.
Vi havde ikke været der mange minutter før alle begyndte at spørge om Stine skulle med, og det kunne vi jo kun svare 'Nej' til, fordi hun ikke var blevet inviteret. Det er ikke første gang, vi ikke er blevet informeret om at et større arrangement også var for Fruen, og hvor Thomas er taget til fest alene...
Stine havde indtil mandag morgen til at bestemme sig, og Bhagwatis ville så se om de kunne skaffe en flybillet til samme aften. Efter at have sovet på det, bidt den værste irritation i sig og aflyst pizza- aftenen med tøserne, takkede hun ja, og det kom hun vist ikke til at fortryde.
Vi og Jette fra Mumbai kontoret blev først indlogeret sent mandag aften på Bhagwatis’ guesthouse i Hyderabad. Det var sådan set fint nok, et simpelt værelse med tv og bad. Der var ingen mad og drikke, og stedet lå lidt ude midt i ingenting. Jette og Thomas ville blive hentet kl 7 dagen efter, for så at spise morgenmad med de andre deltagere på kurset, men hvad med Stine... Thomas ringede til Mike, for at høre, hvad planen var, og om der blev sørget for Stine, hvordan hun skulle få morgenmad etc. Mike var ret irriteret over, at der ikke var sørget for noget, og kunne heller ikke se fidusen i, at Stine var blevet inviteret, hvis hun bare skulle sidde og glo TV hele dagen uden mad og drikke. Han tog en rask beslutning og bad Jette og os om straks at pakke vores ting sammen og tage en rickshaw til The Marriott, hvor de andre danskere var indkvarteret og sad i baren.









Ja tænk at det er nødvendigt, og ikke så underligt, at strømmen gik hver 5. minut.

Så turen forvandlede sig pludselig fra Standard til Super Deluxe. Tirsdag og onsdag, da Thomas var på kursus, blev Stine kørt rundt på sightseeing i Hyderabad af en pige fra kontoret. Alle entreer betalt, og selvom Stine forsikrede om at hun ikke var sulten (tro det, eller lad være...) insisterede de på at give frokost. Tirsdag aften blev brugt i hotellets superfine restaurant og efterfølgende i baren, alt betalt! Onsdag aften var der afslutning på kurset, og alle var inviteret på cruise på søen. Den klassiske indiske måde at holde fest på skal næsten opleves, og er svær at beskrive, men indeholder typisk div. lege såsom stop-dans, toungetwisters (stakit, stativ, kasket x 10 på hindi) etc. Dansegulvet er proppet og 'Summer of '69' er en sikker vinder. Kl 22.30 er der buffet, og derefter er festen slut. Torsdag morgen fløj vi tilbage til Mumbai, hvor Thomas og Jette tog direkte på kontoret. Torsdag aften blev Stines forældre hentet i lufthavnen, og vi har siden haft et stramt program, men det skriver vi om senere. Først skal vi tilbringe en dejlig forlænget decemberweekend i Goa.















Charminar, bygget 1591, Hyderabads landmark og udsigten derfra.










Rickshaws en masse i Hyderabd og Thomas, der lige kan holde til det på The Marriott.

Hampi

I weekenden var en tur i Hampi. Vi fløj fredag aften til Bangalore (1½ time), hvorfra vi tog nattoget, 10 timer, stik nord til Hampi.
Hampi blev grundlagt i 1336 og var da og frem til år 1565 et af de største Hindu emperier i Indien. Ikke svært at forestille sig, når man ser størrelsen på denne fantastiske ruinby, som strækker sig over et areal på 43 km2. Emperiet kontrollerede i området bomuldsindustrien og al handel med krydderier, men kongedømmet blev i 1565 plyndret og ødelagt af en sammenslutning af sultaner.
Byen har en helt speciel stemning; som der står i vores guidebog ' time seems to stand still in the bubble of Hampi', og det beskriver det egentligt meget godt. Særligt området omkring bazaaren var super hyggelig med masser af restauranter, guesthouses, små butikker og boder. Lørdag lejede vi et par cykler og susede rundt i området. Dejligt igen at føle lidt frihed og selvbestemmelse og ikke have en chauffør ventende udenfor. Men det er til gengæld også det eneste sted i Indien, hvor vi overhovedet har turde sætte os op på sadlen.


















Søndag gik vi en lang tur igennem de kongelige gemakker, hvor bl.a elefantstaldene var en skæg oplevelse (se 1. billede ovenover) og videre gennem vildmarken til et tempel, som lå på toppen af Hemakuta Hill, hvorfra der var den smukkeste udsigt over ruinerne og bazaaren. Gåturen var ret fantastisk; vi gik flere km forbi små tempelruiner, banan- og sukkerrørsplantager, får og geder og deres hyrder.








Søndag aften tog vi toget tilbage til Bangalore, hvor vi ankom kl 06.30, men så var det jo godt at vi kunne nyde morgenmadsbuffeten på Hotel Oberoi, som er en af Indiens fineste hotelkæder, til den nette sum af 65 kr pr person. Mandagen, inden vi fløj tilbage til Mumbai kl 19, blev brugt i Bangalore, som er en by i en rivende udvikling, og i stærk kontrast til resten af landet. Masser af fast-food kæder, shoppingmalls, par der holder i hånd, parker, botanisk have, men desværre også en overvældende forurening, som næsten satte lungefunktionen ud af drift...























Stemningsbilleder fra Hampi Bazaar

Bhagwatis, Mumbai

Det er vist på tide at fortælle lidt om Bhagwatis, hvor jeg arbejder.
Bhagwatis har én afdeling i Mumbai, hvor jeg sidder, og én afdeling i byen Hyderabad, 1000 km mod sydøst. Omtrent 200 beskæftigede, både med projekter for FLS og lokale opgaver.
Jeg har primært assisteret med projekter for FLS, hvilket i de sidste 8 måneder har beløbet sig til to cementfabrikker i Vietnam, én i Algeriet, én i Egypten og én i Emiraterne. Der arbejdes i mindre projektgrupper, på hvert projekt, med en projektkoordinator samt en håndfuld ingeniører og tegnere. Jette (som også er fra ISC) og jeg træder så ind og assisterer hvor vi kan, og hvor der er behov. Hverken tegninger eller beregninger må udsendes til kunden før Jette eller jeg har godkendt materialet, så med 5 cementfabrikker med 400 tegninger på hver, har der været nok at se til. Samtlige projekter står dog til sidste aflevering her i løbet af november, så det tynder ud i arbejdet. Både ingeniører og tegnere er umiddelbart ligeligt fordelt på kønnene, hvilket vi jo ikke just kan prale af i Danmark, hvor den rådgivende ingeniørbranche er rimelig mandsdomineret.
Jeg sidder som en del af designgrupperne midt i et relativt åbent kontormiljø.
Der er opstillet skærme for at adskille de enkelte arbejdspladser. Det er de vist ret tossede med herude. Minder lidt om hvad man ser på film fra USA, men vel næppe hvad vi oplever i Danmark. Vi har ikke fået eget kontor, fordi det har været en vigtig del af arbejdet at skabe tillid samt nedbryde barrierer. De lokale skal turde komme til os med spørgsmål, lige meget hvor tossede de måtte være, og med kastesystemet, som stadigvæk fungere i bedste velgående i Indien, har det ikke været let i begyndelsen. Forarbejdet var dog gjort da jeg kom herud, men der vil altid være tilvænning for begge parter. Som ’hvid’ og ’Sir’ er mit ord som regel lov, og der bliver generelt ikke stillet spørgsmål ved hvad der bliver sagt. Derfor består vores opgave også i, at få de lokale ingeniører til at argumentere for deres valg og forsøge at få dem til at analysere sig frem til fornuftige og rimelige beslutninger. Ja, der har været nok at tage fat på.
Jeg bringer her til sidst et par fotos fra kontoret.

Thomas










Et par fotos fra kontoret.













Bihag med følge ved indvigelsen af nye lokaler.

Tamil Nadu og Kerala

Pyha, hvor skal vi starte...
Fredag d. 13/10 fløj vi til Chennai i staten Tamil Nadu på Indiens østkyst, hvorfra vi startede vores ferie, som fik os rundt i det meste af Sydindien.
Chennai er stor og beskidt, og efter halvanden dag dér, hvor vi fik set de største turistattraktioner, blev vi enige om at tage videre til Mamallapuram, hvortil vi tog en lokalbus. 2 timers bustur, og det kostede os hver især 2,50 dkr!
Mamallapuram derimod var et helt fantastisk sted. En lille kystby med en super afslappet stemning, gode restauranter, templer og 'rockcarvings' som er 1500 år gamle, og udnævnt til UNESCO WHS (og dem er der med god grund rigtig mange af i Indien...)









Særlig hellig Ko med 5 ben i Chennai og 'Rockcarvings' i Mamallapuram

Vi kunne nemt være blevet i Mamallapuram meget længere, men vi skulle jo videre i vores program, så allerede dagen efter ankom vi til Pondicherry; en tidligere fransk koloni, hvilket ikke var til at tage fejl af. Pondicherry er en charmerende by med strandpromenade, store boulevarder og små symmetriske gader med flotte huse, store træer og masser af blomster. Meget fjernt fra den typiske indiske by! Vi spiste på en fantastisk restaurant, og vi var på bar med 100 indiske mænd. Kvinderne går åbenbart ikke på bar, og der var vild panik blandt tjenerne, da Stine spurgte efter toilettet :-)
I Pondicherry lejede vi en bil med chauffør som skulle køre os til det ikke så let tilgængelige Tranquebar; den tidligere danske koloni grundlagt i 1620, og derfra videre til Thanjavur. Tranquebar er en meget lille flække med det ydmyge Danesborg Fort, en kirke med Frederik d. 4.s monogram og et kors ved vandet. Et dejligt roligt sted og nationalfølelsen lod sig ikke skjule...









Husfacade i Pondicherry og Danesborg Fort i Tranquebar

Sri Meenakshi Temple, Madurai og Kirke i Tranquebar










Brihadishwara Temple, Thanjavur

Den eneste men gode grund til at tage til Thanjavur er UNESCO WHS Brihadishwara Temple. Imponerende arkitektur, og vi brugte timer på bare at gå rundt og kigge, ikke mindst på de indiske kvinder i deres flotte sarier og præsterne i deres specielle klæder. Det var lidt 'give and take', for vi var en ligeså stor attraktion for dem, som de var for os, og der blev stillet op til fotografering mere end 1 gang.
4 timers bustur (6 kr pr billet) og vi var i tempelbyen Madurai. Tempelkomplekset Sri Meenakshi er bygget omkring 1625, og består af 4 store indgangs portaler og en masse mindre bygninger. Fra hotellets rooftop restaurant og vores 'dyre' hotelværelse var der den flotteste udsigt over hele komplekset.
Tidligt næste morgen stod endnu en chauffør klar til at tage os til Trivandrum i Kerala. På vejen nåede vi lige omkring Indiens sydligste punkt, Kanyakumari, hvor Det Arabiske Hav og Det Indiske Ocean mødes.
Trivandrum er Keralas hovedstad, og vi følte det næsten som om vi var kommet til et helt andet land. Atmosfæren her var meget mere afslappende, oprigtig og imødekommende end vi på noget tidspunkt har oplevet. Vi havde bl.a en dejlig tur til Kovalam Beach og var endda i ZOO, som overraskende nok bød på væstenlig bedre forhold for dyrene end på Frederiksberg. Dejligt sted.
Så tog vi igen bussen langs kysten til Kochi. 5 larmende timer, hvor 100 dB hornet var mere i bund end ikke (hurra for ørepropper), med foldede hænder, eftersom vi passerede flere forulykkede lastbiler og busser i vejkanten.









Indiens sydligste punkt, Kanyakumari og billede fra havnefronten i Kochi

I Kochi startede vores 'package' som vi havde booket hos et indisk rejsebureau, som indledningsvis havde brillieret med at booke alle vores hoteller i november istedet for oktober, så pakken var blevet lavet helt om, pga manglende ledige værelser. De havde lovet os en uforglemmelig oplevelse, og vi havde ikke kørt mere end 20 min, før vi var involveret i et trafikuheld. 1 time senere var vi på farten igen, i vores 'brand new Tata Indica' (nu med buler..) Vi havde ellers en fantastisk tur. Tilbragte bl.a et døgn i Keralas Backwaters på egen kæmpe luksushusbåd med 3 mands besætning til at opvarte kun os. Vi var i skønne Munnar, som ligger i 2500 m højde og hvor bjergsiderne er beklædt med 'tæpper' af teplanter. Smukt smukt. Vi så vilde elefanter og bisons i Periyar Wildlife Sanctuary. Turen endte i Kochi hvor vi også startede, og her havde vi så et par dage på egen hånd. Kochi bærer tydelig præg af tidligere både portugisisk og hollandsk tilstedeværelse, og endnu engang en charmerende by med en dejlig afslappet stemning og gode restauranter og caféer. Fredag nat tilbragte vi i en elendig bus for at komme til Mangalore, hvorfra vi skulle videre med tog til Mumbai. I Mangalore nåede vi at få set en stor del af byen, ligge og flyde på stranden og spise middag på byens fineste restaurant. Søndag aften kl. 22, efter 21 timer i toget, var vi tilbage i Mumbai, hvor en god nattesøvn endelig ventede os.















Teplantage, Munnar og skønne Kovalam Beach, Kerala










Periyar Wildlife Sanctuary og Houseboat, Backwaters i Kerala










Chinese Fishingnets og skolebørn i Kochi

Det har været en fantastisk ferie med mange indtryk og helt unikke oplevelser, men også udmattende og ekstremt udfordrende. Inderne er et meget specielt folkefærd, som overskrider ens egne grænser gang på gang. På den måde er det meget godt, at vi har boet i vores beskyttede bydel i Mumbai, ellers havde vi nok ikke overlevet de 9 måneder.

Ferie

Vi smutter imorgen på ferie i 16 dage i Tamil Nadu og Kerala i Sydindien. Vi skriver selvfølgelig igen, når vi er hjemme igen i slutningen af oktober. Ha det godt så længe.

Hvad laver du/I i Mumbai?

Ja, det spørgsmål er jeg nok blevet stillet 1000 gange. Jeg har længe lovet et indlæg i bloggen, så her kommer det så endelig. :o)
Som flere af Jer ved, er jeg til dagligt ansat hos ISC Rådgivende Ingeniører A/S som har hovedsæde på Øster Allé på Østerbro, København. Jeg er i en periode (indledningsvis 6 måneder, hvilket nu er forlænget med yderligere 3 måneder) udlånt til FLSmidth. FLS er en af verdens førende virksomheder for bl.a. levering af automatik, udstyr og systemer til cement- og mineralindustrien. Hovedparten af selskabet har med cementproduktion at gøre. FLS får typisk en bestilling fra en kunde, som ønsker en cementfabrik. Særligt Afrika, Mellemøsten og Asien skriger på fabrikker i øjeblikket. Det er vel et spørgsmål om, at disse områder nu gennemgår den industrialisering og udvikling, som vi i den vestlige verden gennemgik for 30-40 år siden. De har brug for beton i store mængder og dertil cement.
Og for at undgå forvirring blandt de ikke-byggekompetente. :o) Der er ikke noget der hedder et ’cementgulv’ eller en ’cementvæg’. Det er noget vi alle har hørt i medierne (bl.a. i fagrelevante programmer på Discovery) og andre steder, og det er noget sludder. Cement er et hydrauliske bindemiddel, der tilsat vand og sten giver støbemassen ’beton’. Det er med andre ord limen i betonen, som binder de enkelte tilslag sammen til et materiale. Det er cementen, der får betonen til at hærde til en hård masse med nogle egenskaber, vi som konstruktionsingeniører synes ganske godt om til bestemte formål.
En cementfabrik består af alverdens udstyr, inkl. de konstruktioner/strukturer og bygninger i stål og beton, som bærer og understøtter det egentlige udstyr.
FLS har for få år siden opkøbt Bhagwatis, et indisk rådgivende ingeniørfirma, til at bistå med projekteringen af disse konstruktioner/strukturer. Dette alene af den grund, at der er store penge at spare på arbejdskraften, sammenlignet med at få konstruktionerne designet hos rådgivende ingeniører i Danmark, som man har gjort hidtil (og til dels stadigvæk gør). Inderne er billige i drift, men kvaliteten af ingeniørenes arbejde er til tider også derefter. Derfor låner FLS konstruktionsingeniører hos danske rådgivere, og sender dem til Indien, hvor de så indgår, som en ekstra kontrolenhed, og egentlig bistår med alverdens opgaver. Og det er så her jeg sidder nu. Bhagwatis har to afdelinger på omkring 100 mand hver. En afdeling i Mumbai, hvor Jette og jeg (vi er begge fra ISC) sidder og en afdeling i Hyderabad hvor to mand fra MT Højgaard bistår med kontrol og projektering. Vores arbejdsopgave er egentlig ikke så veldefineret. Det er ganske enkelt et spørgsmål om at gøre sig nyttig og bistå med projekteringen, men det er nu ikke så svært, for næsten alle områder trænger til en opstramning. Generelt er ingeniørenes forståelse for hvordan kræfter føres rundt i en konstruktion ikke særlig veludviklet, og deres generelle viden er ikke imponerende. Så vi har egentlig også ansvaret for oplæring og videreuddannelse af de lokale ingeniører. Det er desuden også et spørgsmål om forskellen på vestlig og asiatisk ingeniørkultur/-kvalitet. For ingeniørerne skal også lære, at forventningerne til en konstruktion er anderledes for lokale projekter, som de stadigvæk laver, end de er for projekter for FLS. For FLS laves der mere robuste konstruktioner, hvilket koster flere penge (byggematerialer er dyre i Indien). Til gengæld opstår der så ikke problemer med driften undervejs, fordi enkelte konstruktionsdele svigter, som det sker af og til lokalt. Meget overraskende er det typisk ingeniører med omkring 2 års erfaring som modellerer, beregner og designer disse til tider enorme konstruktioner, hvilket i sig selv er lidt skræmmende, deres uvidenhed og mangel på erfaring taget i betragtning. Jeg har 4 års erfaring i branchen nu, og jeg vil regne med, at der vil gå endnu et par år eller tre inden jeg så småt får ansvaret for lignende konstruktioner af den størrelse derhjemme.
Et par typiske bygninger/afdelinger i en cementfabrik (en fabrik består af mange bygninger/afdelinger). En underkonstruktion i beton og en overkonstruktion i stål. Begge fotos er fra Afrika. Det første fra Algeriet. Det næste fra Fujairah (en del af de Forenede Arabiske Emirater). For at få en idé om konstruktionernes størrelse...se billedet til højre...de to mænd, som balancerer på bjælken øverst til venstre i billedet.

Nu ved I lidt om hvad jeg laver. Stine hygger sig, og det har I vist allerede hørt en del om. .o)

Thomas

En klassisk oplevelse fra det virkelige Indien

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg i disse dage, hvor jeg er alene i Mumbai, bruger ret meget tid på at læse. Indiens større byer, heriblandt Mumbai, har en del fine boghandlere, som er en del af den såkaldte ’Crossword’-kæde. Udvalget er ganske godt, og generelt nogle fine forretninger. Mumbai er trods alt andet en køer, høns, geder og slum. :o)
Da jeg de sidste 2 uger har læst 'The Day of the Jackal' (fantastisk bog) fra 1971, samt den nyere 'The Afgan', begge af Frederick Forsyth, var det her til morgen tid til noget nyt og inspirerende læsestof.
Jeg er på det varmeste blevet anbefalet 'Cryptonomicon' af Neal Stephenson, og jeg huskede, at netop den lokale Crossword havde bøger skrevet af denne forfatter.
Med blød hat og ved godt mod listede jeg ud i den varme morgen, for at finde bogen.
Det er her den klassiske indiske oplevelse kommer ind i billedet. Cryptonomicon er en ’stand alone’-bog som efterfølges af en trilogi. Altså 4 bøger i alt. Crossword havde kun det 3. og sidste bind af den såkaldte 'Baroque Circle Trilogy'. Den kære boghandler mente bestemt ikke det var muligt at skaffe andre bøger i serien hjem, men han ville høre sin distributør. Jeg prøvede med stor tålmodighed (det skal man have masser af herude) at forklare, at jeg mente salget af denne 4. bog ud af 4 måtte gå dårligt, hvis ikke Crossword-kæden i hele Indien solgte de 3 indledende bøger, heriblandt den grundlæggende første bog ’Cryptonomicon’. Den gennemsnitlige inder er ikke just udstyret med logik i større mængder. Jeg tror jeg talte for døve ører, hvilket nu også var hyggeligt nok. :o)

Thomas