Weekend i bjergene

I weekenden havde vi et par overnatninger på Veranda in the Forest, som er et lille hyggeligt hotel inde midt i skoven i byen Matheran. At komme dertil var lidt af en oplevelse. Matheran ligger ca. 100 km fra Mumbai, og fredag aften fik vi vores chauffør Mahadev til at køre os dertil. Han kørte os til et godt stykke op ad bjerget igennem en masse hårnålesving til Dasturi, hvor bilerne herfra ikke må køre længere. Derfor gik resten af turen til hotellet på gåben. Man kunne leje en håndtrukken rickshaw eller ride på en udsultet hest, men vi er jo så gode til at finde vej, så vi valgte at gå. I nattens mulm og mørke gik turen så videre opad ca. 5 km inde midt i skoven, uden skilte og kun delvist belyst. Vi spurgte ca. hver anden vi mødte om vej, men ingen anede hvor hotellet lå... Men vi fandt det med hjælp fra en inder, som tog os med ned til sit hotel, hvor receptionisten så ringede til Veranda in the Forest og sendte en dreng for at hente os. Men så kunne den rare inder jo også udnytte ventetiden til at vise os frem til resten af familien på deres hotelværelse, hvilket så ud til at fornøje ham vældigt.
Hotellet var noget helt specielt og meget atypisk, det vi ellers har oplevet hernede. Alt var holdt helt i kolonistil, med flotte gamle møbler, himmelseng, bibliotek, veranda og ikke mindst et langbord til 20 mennesker med 3 stk. 5-armede lysestager. De havde dækket op kun til os, da vi sent fredag aften fik serveret en super lækker 4 retters middag.

Vi fik vel gået ca. 30 km på de 2 dage, vi var der, så benene kunne mærkes om mandagen. Der var nogle fantastiske udsigtspunkter, og det var svært at forstå, vi kun var 100 km fra Mumbai. Samtidig med de overvældende 'views', var der en fantastisk og for landet usædvanlig ro over stedet, i og med at ingen motoriserede køretøjer kunne komme dertil (motoriserede køretøjer er desuden forbudte in Matheran). Det eneste der forstyrrede roen, var aberne på taget, som jagtede hinanden tidligt om morgenen, og lyn og torden med en ubeskrivelig intensitet. Vi har også virkelig fået oplevet monsunen på tætteste hold, da vi lørdag eftermiddag blev fanget i silende regn en halv time fra hotellet... Der blev ikke sagt ret meget de 30 minutter, og da vi skulle hjem søndag eftermiddag, var tøjet endnu ikke tørt!

Monsun eller...

Her gik vi så og troede, at monsunen havde meldt sin ankomst for 3 uger siden, et par uger tidligere end normalt, og så læser vi i dagens avis (som vi af ukendte grunde er begyndt at få leveret ved vores dør), at ’Mumbai tørster’. Hydraulikingeniører ved Mumbais vandforsyning opfordrer befolkningen til at spare på vandet, idet monsunen lader vente på sig. Nord for byen ligger 6 store søer, som forsyner byen med vand, og da det længe ikke har regnet i de områder som forsyner søerne med vand, ja så har det resulteret i, at der nu skæres 10% i byens vandforsyning.

Set i bagspejlet har det dog ikke regnet så meget, men ja, hvad ved vi om regn. :o)
Anyway...pudsigt nok er det netop nu begyndt at vælte ned. Det lyner og tordner for fulde gardiner. Måske det er startskuddet til årets monsun?
Vejrgudernes rasen ser dog ikke ud til at bekymre de to store kreaturer (en ko og en tyr), som står nede på vejen foran indkørslen til ejendommen hvor vi bor. Tosset. :o)

The Verandah in the Forest & Coconut Creek

Vi har i næste weekend arrangeret et weekendophold på det efter sigende fantastiske 'Verandah in the Forest’ som er en del af Matheran, en ’Hill Station’ 100 km fra Mumbai beliggende i 803 m højde.








Da briterne sent i det 19. århundrede havde konsolideret deres herredømme i Indien, strømmede familier til fra hjemlandet. Ikke mindre end 80 bebyggelser kaldet ’Hill Stations’ i lavere beliggende områder i bjergene, blev grundlagt i de efterfølgende år over hele Indien. De fungerede som køligere sommerresidenser for briterne, som så kunne slippe for den brændende hede i de lavere områder.Vi er blevet anbefalet stedet af et tysk par som vi har mødt hernede, så det glæder vi os meget til. Næsten alt skal være bevaret i den oprindelige kolonistil og udsigten er efter sigende billedskøn.

Weekenden efter smutter vi så endelig 4 dage til Bogmalo som ligger ved kysten centralt i staten Goa. Vi tager toget fra Mumbai Central Station sent fredag aften og er fremme 12 timer senere. Vi har bestilt en såkaldt ’monsoon package’ på hotellet ’Coconut Creek’, så det bliver herligt. Vi glæder os til at se Goa og ikke mindst strandene, som vi jo nok alle har hørt en masse lækkert om. Vi flyver hjem igen til Mumbai tirsdag aften. :o)
Fortsættelse følger.

Gaveregn!

Sikke en overraskelse. Jeg kommer fra arbejde tirsdag aften, og er for inden blevet varslet af Stine, at vi har modtaget en pakke/et storbrev.
Det viser sig, at min gode kammerat Jakob og hans søde Dorte, har sendt lidt godt hjemmefra i form af lakridser, sauce bearnaise på pulverform samt nyeste eksemplar af Tiden Kvinder (fantastisk læsning for øvrigt :o)). En super fed oplevelse, at befinde sig så langt hjemmefra, og så modtage lidt post af den kaliber. Lækkert. Pakken/brevet har kun været en uge undervejs, så nogen må have oppet sig et eller andet sted?

Det skal selvfølgelig også nævnes, at Stines mor tidligere har sendt en større trillebør mundgodt herned, men denne pakke var dog ventet (selv om en stor del af indholdet var en stor overraskelse :o))

Tak til Jer alle for disse fine tanker. Det sætter vi stor pris på.

Thomas

Til bryllup igen!

I lørdags var vi til bryllup igen, da en af Thomas' kolleger (Kiran) skulle giftes. Det var en stor oplevelse, og et meget anderledes og mere traditionelt bryllup, end vi var til sidst. Festen blev holdt i et meget stort lokale med den obligatoriske scene og de to stole, og hundredvis af stole til gæsterne, hvor herrerne skulle sidde i den ene side og damerne i den anden (blev dog ikke overholdt helt, og heller ikke af os...)









Brudeparret, traditionelt klædt, kom ind og skulle stå på scenen med et lagen fyldt med forskellige symboler imellem sig, mens der blev sagt en masse bevingede ord på hindi. Parret skulle imens og igennem lagenet røre hinanden med pegefingeren, indtil lagenet blev sluppet og parret kunne se hinanden (traditionelt vel for første gang, men brudeparret her, kom jo ind sammen). Derefter skulle bruden 'fange' gommen med en blomsterkæde, hvilket til gæsternes store begejstring ikke var helt nemt. Det lykkedes dog; parret fik vasket fødder og skulle gå rundt om et lille bål 7 gange (ild er helligt), hvor hver omgang repræsenrerer et særligt emne. Imens og efter disse små ceremonier, blev gæsterne spist af ved en kæmpe buffet, denne gang kun vegetarisk, men de laver også nogle fortrinlige vegetarretter hernede, så det var ganske godt. Da der var rigtig mange gæster og ikke ret mange siddepladser foregik måltidet for vores vedkommende, og de fleste andres, stående. De fleste indere spiser alt med fingrene, også is. :-) Ikke altid et lige kønt syn. Kun højre hånd benyttes, da venstre betragtes som uren. Til de lidt mere moderne bymennesker var der da også en ske til rådighed; det var vi flere der var glade for...
Imens gæsterne spiste, hvilket brudeparret ikke deltager i, havde de skiftet til lidt mere moderne tøj, han i jakkesæt og hun i saree, hvorefter de obligatoriske håndtryk blev givet og billeder taget.
Vi var dog festens midtpunkt for flere af børnene, som kom over for at få vores autograf og betragte Thomas' flotte øjne. ;-)
Inderne har svært ved at forstå, at vi kan bo sammen uden af være gift. Ord som 'kæreste' eller 'forlovede' forstår de slet ikke, og Thomas er nok blevet spurgt 100 gange, hvornår vi skal giftes. I samme forbindelse kan det nævnes, at vi stadigvæk venter på Stines medlemskort til det lokale fitness-center. Thomas fik sit efter kun 7 uger, mens vi nu 'kører' på 11. uge for Stines vedkommende. Det skal selvfølgelig på retfærdig vis nævnes, at der er tale om et stykke karton som skal lamineres, så det er en tidskrævende opgave. Stine blev efter 7 uger ikke godkendt, da hun i ansøgningsformularen stod angivet som 'girlfirend' og ikke 'wife'. Så nu prøver vi igen...denne gang med 'wife'. Det koster ikke en krone, at blive gift hernede, så måske vi skulle invitere og bespise 800 mennesker og få det overstået...mange ting vil sikkert blive meget nemmere. :o)

Regndans

Tid til en lille update!

Monsunen har nu gjort sit indtog, og det har allerede regnet ret kraftigt. Den startede d. 30/5, 10 dage tidligere end normalt. Men vi trøster os med, at den forhåbentlig så slutter tidligere...
Indtil videre har det regnet mere eller mindre siden d. 30/5. Men vi er blevet forsikret om, at solen altså også viser sig ind imellem. Når der så samtidig med, at det regner, er over 25 grader, føles det lidt som at gå rundt i et dampbad.









I onsdags var vi i Inorbit Mall og Hypercity efter Thomas fik fri. Vi endte i det værste uvejr, og det tog 1½ time at køre de ca. 10 km dertil. Det haglede ned og lynede og tordnede om ørene på os, og der samledes lynhurtigt ekstreme mængder vand på gaderne, fordi kloakering er en by i Rusland, hvilket betyder at trafikken blev endnu mere kaotisk, end den er i forvejen. Nå men vi kom frem, og fik handlet lidt. Inorbit Mall kan vel sammenlignes lidt med Frederiksberg Centret, et meget hyggeligt sted med en masse fine butikker, caféer og en masse fastfood restauranter. Hypercity er et nyåbnet "Bilka". Rart at have fornemmelsen af, at man faktisk kan købe alt, hvad man har brug for. Vi købte fx friske laksefiletter og tunbøffer. Det eneste man ikke kan købe, og faktisk har taget mig to måneder at opdrive, er oksekød. Der skulle et besøg på et 5 stjernet hotel til, før jeg fik fingrene i et par lækre bøffer og noget hakket oksekød. Så vi glæder os til i aften, hvor menuen endelig står på røde bøffer, bagte kartofler og rødvin :-)
Ellers går det godt med squashtræningen. Vi er blevet ret flittige til at komme afsted et par gange om ugen og vi er blevet helt gode til det... Jeg ville nu hellere have genoptaget min tenniskarriere (...eller den er vist aldrig rigtig kommet i gang) men tennisbanerne har nu været under fornyelse siden vi kom, og håbet om, at de når at åbne inden vi skal hjem, svinder langsomt... Men squash har vist sig at være en udemærket erstatning.
Der er gået lidt inflation i de der bryllupsinvitationer. Vi skal til bryllup i morgen lørdag (håber ikke det er udendørs...) hos en af Thomas' kolleger, og vi er også blevet inviteret til et andet bryllup på søndag, men Thomas fandt vist aldrig ud af, hvem invitationen var fra, og ét bryllup på en weekend må vel også være tilstrækkeligt! Vi er vel oppe på 6 invitationer indtil videre, hvoraf vi kun har vidst hvem halvdelen var fra.

Stine