Sunday, May 21, 2006

Rajasthan, Agra og Delhi

Fredag d. 5. maj, da Thomas havde fået fri fra arbejde, tog vi fra Mumbai lufthavn til Delhi, hvor vi landede kl. 01.00 efter 3 timers forsinkelse...sikke en start!
Efter en kort nattesøvn, blev vi hentet ved hotellet af vores chauffør (Anil) de næste 10 dage, og turen gik derfra til Jaipur, Bikaner, Jaisalmer, Jodhpur og Pushkar i Rajasthan.

Rajasthan er en ørkenstat, og vi hyggede os dagligt i 45-50 grader i skyggen. Vi oplevede en masse fantastiske ting, og selv de daglige køreture var en stor oplevelse, hvor landskabet langsomt ændrede sig fra relativ grønt og frodigt ved Delhi til ørken ved Jaisalmer, 100 km fra Pakistan.









Amber Fort i Jaipur og et glimt fra køreturen gennem ørkenen.
















To gadebilleder fra Bikaner.

Typiske billeder, som har sat sig fast på nethinden er bl.a. en fantastisk natur, kvinder i farverige klæder, kameler og dyr overalt i bybillederne, farverige markeder, smukke forter, paladser og templer og ikke mindst mennesker som er hjælpsomme og smilende men særdeles nærgående. Vi følte os til tider som filmstjerner, og det troede folk såmænd også vi var, mens der blev taget billeder af os fra alle sider af. Vi figurerer nok i hundredvis af fotoalbums overalt i Indien i øjeblikket, og vi har trykket i tusindvis af hænder, da alle ville hilse på os.















Vi har redet på kameler, sovet ude midt i Thar ørkenen under den åbne himmel og besøgt rottetemplet Karni Mata, hvor rotterne anses som hellige idet de er reinkarnerede hellige mænd!?! I Pushkar besøgte vi Indiens helligste sø, hvor folk badede for at vaske synderne af kroppen.









Tharørkenen på kamelryg.

Fra Pushkar gik turen videre til Agra i staten Uttar Pradesh, hvor vi bl.a. besøgte byens fort, spøgelsesbyen Fatehpur Sikri og ikke mindst det smukke og overvældende gravmonument Taj Mahal. Vi stod op kl. 05.00 for at være de første ved Taj Mahal og det var vi, og vi fik nogle fantastisk flotte billeder uden ”statister”.
En fantastisk oplevelse og et besøg som Stine havde drømt om i mange år.









Gravmonumentet Bada Bagh Cenotaphs for tidligere kongelige i Jaisalmer og 'Den Blå By' Jodhpur.

Vi sluttede turen i Delhi med et par hotelovernatninger i byens centrum. Der blev storshoppet og McDonalds, KFC og T.G.I. Friday tjente gode penge på os. Selvfølgelig var vi også i Delhi turister, men i vores eget rolige tempo efter 10 fantastiske men hektiske og komprimerede dage.









Scene fra Pushkar og det imponerende Taj Mahal i Agra.
















Spicemarket i Jodhpur og India Gate i Delhi.

2 Comments:

At 2:05 PM, Anonymous Anonymous said...

Hej Thomas og Stine

Kom lige til at tænke på jer, da vi var ude og spise på Kai i går, hvor vi var til din 30 års fødselsdag. Så nu har jeg lige været inde og læse om alle jeres oplevelser - det er ikke småting, I får tiden til at gå med. Det må da være ret overvældende - og især også for dig Thomas, når du "oveni" også lige har et arbejde, der skal passes.

Jeg synes jo ellers, der sker meget i vores liv, men det er jo ikke de vilde oplevelser som jeres. Vi er ved at komme på plads i huset i Lyngby og er rigtig glade for at bo her. Jeg er jo gået på barsel for 6 uger siden, så det har bare været super at have tid til at indrette, selv om mit energiniveau ikke er helt som det plejer efterhånden som maven er blevet kæmpestor. Nu er der faktisk kun lidt over to uger til min termin, så nu begynder det snart at blive virkelighed - så kommer der sådan en lille størrelse ud, som vi skal tage os af - ret vildt :-)
Er overbevist om, at jeg skal hilse mange gange fra Stig.

Knus fra Trine

 
At 8:55 PM, Blogger Allan Østbjerg said...

Imponerende steder må man sige og yderst varieret!
Det må være spændende med de varierende sager man kan opleve.

...og så det klassiske 'tag-selv-foto'

 

Post a Comment

<< Home